mandag den 29. april 2013

Hjemmelavet svamperavioli med glaskål-salat


En lille op skrift på en 'religiøs oplevelse' i følge min kæreste. Der er lidt arbejde forbundet med at lave disse ravioli selv, men heldigvis snydes der lidt ved at bruge wonton-wrappers i stedet for at lave hele molevitten selv.

Hjemmelavet svamperavioli


Ingredienser:

1 pakke wonton
750 g champignon
1 løg
50 g revet ost
2 spsk mælk
1 spsk tørret ramsløg
salt og peber

1) Husk at tø wonton'erne op i køleskab natten over.

2) Hak løget og steg det gyldent i lidt olie.

3) Tilsæt svampene og steg det hele forholdsvis hårdt, indtil alt vand er fordampet. Rør hyppigt rundt.

4) Tilsæt ost, mælk og krydderi og lad massen køle af.

5) Fordel halvdelen af wonton'erne ud på bordet og afsæt ca. 2 tsk fyld på midten. Overskydende fyld kan bruges som bund for raviolien eller som pålæg.


6) Dyp fingrene i vand og kør dem langs kanten af wonton'en. Læg en anden wonton over og klem godt sammen, så fyldet ikke kan slippe ud. Brug evt. lidt mere vand i kanten. Gentag med alle sammen.



7) Bring en stor gryde vand i kog og tilsæt dine ravioli i 'hold'. Kog ca. 3-4 min og brug en hulske til at fiske de færdige ravioli op, Server.






Glaskålsalat:



Ingredienser:

3 glaskål
25 g fast gedeost
2 spsk granatæble-balsamico
1 spsk rapsolie
1 tsk hyldeblomstsalt
lidt karse

1) Start med at skære bund og top af glaskålen, og skær den så fint ud på et mandolinjern. Riv også osten på dette eller brug en gulerodsskræller.


2) Bland balsamico, olie og salt i en skål.

3) Overfør 1/3 af glaskålen til en skål og hæld 1/3 af dressingen over. Drys med lidt ost. Gentag to gange og brug til sidst resten af osten. Drys med lidt karse og server.











søndag den 28. april 2013

Succes!!!! Franske kakao-macarons med hvid chokoladeganasche med lakrids eller gojibær

SÅ LYKKEDES DET!!!! Anden gang er lykkens gang...




Jeg er totalt lykkelig over, at det rent faktisk lykkedes mig at lave ordentlige (perfekte er nok lige at tage munden fuld) macarons. Tænk, at man kan blive så opkørt over en lillebitte småkage altså!

Store Bededag skulle manden og jeg til hans 'lille' fætters konfirmation, og i den forbindelse ville jeg så gerne give hans mor og farmor en lille sød gave. Jeg kastede mig derfor ud i macaron-eventyret endnu en gang, og heldigvis blev det en succes denne gang. Jeg valgte at lave to slags ganascher bare fordi, jeg havde lyst. Man kan sagtens lave en enkelt og så bare fordoble smagsgiveren eller vælge en helt anden. Jeg kunne forestille mig, at saltkaramel vil være glimrende. Eller evt. bare nutella, hvis man er til den slags.

Jeg er derfor klar til at komme med en opskrift! Desværre er det en som jeg har nedfældet på en lap papir på et tidspunkt, så jeg aner ikke, hvem opskriften 'tilhører'. Hvem du så end er - den er din!!! Jeg låner bare. Ganaschen er dog ren Stine-kreation. ;-)

Kakao-macarons med ganasche af hvid chokolade og lakrids eller gojibær

Ingredienser:

Kager:

200 g flormelis
112 g mandler
35 g sukker - jeg brugte faktisk økologisk rørsukker
3 æggehvider, stuetemperatur
2 spsk rigtig kakao 


Ganasche:



200 g hvid chokolade
1,5 tsk lakridspulver
1 håndfuld tørrede gojibær



1) Bland mandler og flormelis med hinanden og kør det til et fint mel i en foodprocesser eller lignende. Sigt melet og kør evt. rester en gang til.



2) Hvis du bruger æggehvider, som ikke har modnet mindst 24 timer i køleskab, så zap dem lige 15 sek i mikroovnen. Pas på, de ikke stivner. Det er altså vigtigt, at de er ved stuetemperatur, og enten har været slået ud allerede dagen før eller lige får den korte tur i mikroen.

3) Pisk æggehviderne til de danner bløde toppe. Tilsæt gradvist sukkeret og pisk, indtil æggehviderne er sås stive, at man kan vende skålen 180 grader uden, de falder ud.



4) Tilsæt 1/3 af mandel-flormelisblandingen og venden den grundigt i. Tilsæt resten og vend forsigtigt rundt, indtil blandingen er jævn. Det er bedre at blande for meget end for lidt.

5) Overfør blandingen til en sprøjtepose (ja, min er en gulerodsslikpose fra Tiger - den virker!) og sprøjt kager på ca. 3 cm i diameter ud på bagplader beklædt med bagepapir. Husk god afstand mellem skallerne.



6) Bank pladerne hårdt i  bordet et par gange, så eventuelle luftbobler frigives, og lad dem hvile mindst 1 time. Det forhindrer overfladen i at krakelere.



7) Bag i en forvarmet ovn. Her skal lidt trial-and-error til, men mine skal have 11-13 min ved 175 grader.

8) Overfør til rist og køl af.




9) Når kagerne er kølet af smeltes halvdelen af chokoladen over vandbad eller i mikroovn. Gojibærene tilsættes, og halvdelen af macarons får denne ganasche. Herefter smeltes resten af chokoladen, og lakridspulveret tilsættes (smag til så den ønskede styrke opnås) og røres godt rundt. Resten af kagerne får denne ganasche. Lad det hele stivne og spis så!








Se forresten hvad der kom ind af døren til mig forleden! 




Jeg fik 12 i min sidste eksamen og besluttede derfor at forkæle mig selv med disse to bøger fra en af mine yndlingskokke Yotam Ottolenghi. Jeg har allerede bogmærket flere opskrifter, som jeg glæder mig til at give mig i kast med. Mon ikke der kommer en enkelt eller to op på blokken.

Indholdsfortegnelse fra 'Plenty'

Forresten er der nu kun 5 eksamener (hvis alt går vel i morgen så kun 4!!!) til jeg kan kalde mig færdig dyrlæge. Hold op det er både skræmmende og fantstisk.

lørdag den 27. april 2013



En hurtig opskrift på nogle virkelig lækre majsboller med speltmel og chiafrø. De her var en totalt improviseret opskrift, som egentlig nok blev nogle af de pæneste boller. jeg nogensinde har lavet, og så smager de bare helt vildt godt!

Kærestemand og jeg fik en nybagt bolle hver til frokost. Det gjorde godt. Man kan sagtens udelade artiskok og mozzarella-fyldet. De er bare lavet, som en smart måde for mig at slippe for lidt af madpakkesmøringen, 
;-)



En bemærkning angående mængden af vand. Det er virkelig et ca.-mål. Jeg plejer at tilsætte vand lidt ad gangen, mens jeg ælter indtil jeg får den rigtige elastiske konsistens jeg gerne vil have. Mel er så forskelligt, at det bare er virkelig svært at sige, at man skal komme så og så meget vand i. 

Majs-chiaboller:

Ingredienser:

1 pakke tørgær
1 spsk salt
2 spsk chiafrø
600 g hvedemel
100 g spelt mel
300 g groft majsmel
2 spsk raspolie
ca. 1 L vand

Valgfrit: 1 mozzarella i 8 stykker og 4 dåseartiskokker, grundigt afdryppede og delt i halve.



1) Bland alle de tørre ingredienser godt og tilsæt så langsomt vand under æltning. Dejen skal blive blød og elastisk men ikke klistret.



2) Ælt dejen godt igennem på køkkenbordet i ca. 10 min. Kom tilbage i skålen, dæk til og lad hæve lunt ca. 1-1,5 timer.



3) Slå dejen let ned og del den i 4 lige store dele. Rul delen til ca. 20 cm lange lange pøl. Skær hver pølse ud i 4-5 boller. Hvis du vil lave fyldte boller tages 8 stykker fra. Resten rulles let runde og sættes på bage plade.



4) De 8 stykker flades ud, og der lægges et stykke ost og et stykke artiskok midt på. Dejen foldes rundt om fyldet, og hullet lukkes godt til.





5) Bollerne efterhæver tildækkede ca. 1 time. Bages i ca. 12 min ved 210 grader varmluft.



torsdag den 25. april 2013

Wien - en medley

Jeg vil lige lave en lille opsamling på de sidste ting, som vi spiste og oplevede i Wien. Stederne er bestemt værd at besøge men der er ikke nok gods i dem til at de får deres eget indlæg:

Julius Meinl er et gourmet supermarked som ligger i en sidegade til gågaden. Det er kæmpestort - flere etager og har mad fra hele verden. Det minder i stilen ret meget om KaDeWe i Berlin.







Supermarkedet skilter vha af små flag, hvilket land den pågældende vare kommer fra. Moar og jeg snusede rundt, men det er altså sindssygt dyrt at købe ind her! Så ingen madindkøb herfra; der blev jeg sgu for nærig.



Jeg har ladet mig fortælle at deres take-away sandwich/snackbar i forhallen virkelig skulle være værd at besøge, men det nåede vi ikke.



BonBons Anzinger er en rigtig hyggelig lille butik med virkelig meget chokolade proppet ind på utrolig lidt plads. Det ligger lige overfor Albertina, så det er oplagt lige at smutte derind efter man har fået proppet hovedet med kultur. Men det er ikke turen værd kun for at shoppe chokolade.



Jeg købte en omgang Mozartkugler - de var på tilbud. ;-)



Zum schwartzen Kameel er en temmelig berømt og helt sindssygt dyr café, som vi faktisk kom forbi helt tilfældigt. Der er både tilknyttet en lille kage-forretning, en slagterbutik og en delikatesse. Så der skulle være rig mulighed til at få bankkontoen til at svinde lidt.








Moar og jeg købte disse to mini-kager og delte i solskinnet på vores sidste dag. De var virkelig lækre, så hvis man skal vælge mellem alle de gode sager, de har, kan disse her ihvertfald anbefales. Så føles det næsten, som om man sidder inde på selve caféen. Jeg kan desværre ikke huske deres præcise indhold længere, men chokolade var ihvertfald en bestanddel!



Ellers er Wien altså en fantastisk arkitektonisk by, hvor bare det at vandre i gaderne kan få mange timer til at passere. Vi lejede cykler, men der er altså et noget indviklet cykelstisystem ,som tog os noget tid at hiite ud af. Godt billisterne var tålmodige med os.

Af kulturelle ting kan anbefales Albertina, Naturhistorisk Museum, Leopold Museum, Sigmund Freuds Hus og Mozarts Hus, samt Stephansdom og kirken på Karlsplatz. Mor og jeg elsker begge klassisk, så en tur i operaen og se ´Rigoletto´ var bare en kæmpe oplevelse. Generelt er der faktisk klassisk musik hver eneste aften, hvilket virkelig er fedt, når man er musiknørd.

Jeg håber, at de her indlæg måske kan give lidt rejseinspiration -jeg skal helt sikker tilbage til Wien. Om ikke andet så for kage!