søndag den 24. februar 2013

Atlas Bar



Lørdag inviterede min dejlige moar mig på frokost i byen. Først sjoskede vi lidt rundt inde i Torvehallerne, men da vi blev sultne, slog vi forbi Atlas Bar for at få en omgang vegetarisk mad. Min mor er overhovedet ikke vegetar, men hun ender ofte med at spise vegetarisk, når hun er sammen med min søs og/eller jeg.

Jeg har hørt meget om Atlas Bar og var rigtig glad for at prøve den. Vi ankom ca. 12.30, som de første i restauranten, men allerede kl. 13 var der fyldt. Den søde tjener, havde rygende travlt, men havde tid til smil og jokes. Det giver altså bonus med overskud, selvom hun ene og alene skulle styre den fyldte restaurant.

Noget af det, jeg elsker ved at spise med moar, er, at hun altid er klar på at dele retter. Der er aldrig grund til at lide af madmisundelse her. Vi studerede det håndskrevne kort på væggen og besluttede os for tortillas og nøddebøffer.




Begge tallerkener kom med 3 salater, hvoraf det kun var rødkålssalaten, der var fælles. Den blev serveret med honningristede mandler. Til tortillas var der guacamole og salsa og til nøddebøfferne linser, tzatziki og en salat, som vi ikke helt kunne finde ud af var fintsnittede asparges eller bønner. Håber virkelig på det sidste i sæsonspisningens navn. Som en sjov sidebemærkning kan nævnes, at den franske herre ved bordet ved siden af os også fik nøddebøffer, men med en art bearnaisesovs og kartofler til. Hvorfor der var forskel, skal jeg ikke kunne sige, men jeg synes nu vi trak det længste strå. Jeg er ikke særlig begejstret for kartofler.

Maden smagte virkelig godt, og vi blev behageligt mætte uden at være overfyldte. Det siger lidt om holdbarheden, at jeg først var sulten igen kl. 18.. Jeg spiser normalt hver 3-4 time.

Det eneste minus er prisen. Hver ret kostede 125 kr, hvilket jeg synes er alt for meget. Vores frokost inkl. cola og et glas husets hvidvin blev 310 kr i alt. Det er altså for pebret, synes jeg. Og om aftenen bliver det endnu dyrere. 25 kr. fra havde været mere rimeligt i min mening. Men ellers kommer jeg helt sikker igen - når jeg får råd!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar