mandag den 15. april 2013

Teriyaki-tofu med sesam-bok choy og sobanudler

Jeg holder lige en kort pause fra Wien for at blogge om den aftensmad, jeg lavede i fredags. Jeg elsker virkelig teriyakisauce og efter kageorgiet i Wien, havde jeg og min krop brug for noget velsmagende og sundt til aftensmad. Så det blev dette måltid. Det tog 20 min at lave fra start til slut. Manden hilser forresten og siger, at det var noget af det bedste, han længe har smagt. Men jeg har selvfølgelig heller ikke lavet mad til ham i en hel uge! ;-)



Hvis der ikke er tid til at marinere tofuen en hel dag, så er 30 min også okay. Saucen karameliserer nemlig ved stegning, så smagen skal nok komme alligevel. Selve tofuen er til tre personer - så gemalen havde til sit alenemåltid lørdag, mens resten er til to personer.

Sobanudler er lavet af boghvede og kan selvfølgelig erstattes med lige din farvoritnudler. Jeg kan bare godt lide deres nøddeagtige smag.



Jeg køber nudler, tofu, risvin-eddike, bok choy etc. hos vores kinesiske købmand på Holmbladsgade. Hvis du bor på Amager, så tag derhen! Det er virkelig billigt, og så støtter du en lille familie-biks i stedet for Føtex etc. Der er massere af kinesiske købmænd ved Istedgade, ved jeg også. Hvis du ikke kan få fat i bok choy, ville jeg bruge snittet kinakål; det har samme sprøde bid.



Der findes forresten en kvart milliard forskellige slags teriyakisauce; dette er bare min udgave. Hvis der er forslag til forbedringer modtages de gerne. Man kan selvfølgelig snyde og købe færdiglavet teriyaki også. Be my guest.

Teriyaki-tofu

Ingredienser:

1 blok fast tofu
2 spsk sojasauce
1 spsk raspolie
1 tsk sesamolie
1 spsk honning
2 tsk risvin-eddike
2 tsk hoisinsauce
tørret ingefær, revet

1) Dræn tofuen og pak den ind i køkkenrulle og pres den under noget tungt, så lang tid som muligt. Jo længere tid jo lettere bliver det at stege tofuen i sidste ende. Gør det evt. aftenen før og stil tofuen i køleskab med en f.eks. en mælk ovenpå.

2) Pisk de øvrige ingredienser sammen og smag saucen til.

3) Skær tofuen i 1 cm tykke skiver og hæld teriyakisaucen over. Mariner så længe som muligt; gerne hele dagen.



4) Tag halvdelen af saucen fra - det skal bruges til grøntsagerne- og steg tofuen på en meget varm pande med resten af saucen i ca. 4-5 min på hver side.




Sobanudler med sesam-Bok choy og -gulerødder:

Ingredienser:

150 g sobanudler
3 gulerødder, skrællede
2 bok choy
1 spsk. sort sesam
1 lille løg
1 stort fed hvidløg
halvdelen af tofumarinaden

1) Skyld bok choy'en godt og del i fire lige store dele. Skær gulerødderne i skiver.



2) Varm en pande godt op og hak i mens løg og hvidløg. Sæt en stor gryde vand over til nudlerne.

3) Hæld marinaden op på den varme pande og steg løg og hvidløg heri, mens der røres godt rundt ca. 4 min.



4) Tilsæt ca. ½ dl vand og kog lidt ind. Tilsæt gulerødder og sesam og steg videre i 3-4 min. Kog samtidig sobanudlerne i ca. 3 min.



5) Når nudlerne er færdige, drænes de og holdes varme i gryden. Bok choy tilsættes gulerødderne, og der steges ca. 2 min.

6) Fordel nudler og grøntsager på to tallerkener og server tofuen hertil.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar