torsdag den 8. november 2012

En travl uge - og bananmuffins

Puha denne uge tager på mig! Har pt. været på arbejde 39 timer i alt og mangler lige en 19 timers vagt i morgen. Så skal der eller bare soves og slappes i en hel uge til jeg starter studie op igen den 19 november. Jeg har stort set ikke været i køkkenet - eller hjemme i det hele taget, men i går blev der lige tid mellem veninde-gåtur og aftensmad til at bage de her bananmuffins. Opskriften er helt min egen, og jeg synes de blev rigtig gode. Det fede ved opskriften er at man bliver nødt til at smage på dejen (YAY), da bananer har forskellig sødme alt efter hvor overmodne de er. Derfor doseres sukkeret efter smag.  Og hvem elsker ikke en god grund til at guffe lidt æg-fri dej i sig. Kæresten havde 4 med i læsegruppe - de skriver opgave i øjeblikket og lidt lækkerier var vist et rigtigt hit. Jeg var totalt smadret i går og nåede derfor ikke at tage billeder men de resterende muffins røg direkte i fryseren. Derfor er der frost på dem på billedet! Jeg synes, det er fedt med lidt lækkert i fryseren når den søde trang melder sig (og til at bestikke kæresten med ;-) ) og smed dem derfor i fryseren da de var kølet af. Men billeder skulle der jo tages. Her kommer opskriften

Chokolade-bananmuffins (ca. 14 stk.):

4-6 moste bananer

6 spsk. græsk yoghurt (jeg brugte 2%)
2 spsk. smagsneutral olie
2 spsk tahin (eller peanutbutter etc)
ca. 2 dl mælk
1,5 dl hvedemel
3 dl grahams mel
ca. 2 spske chiafrø udblødes i ca. 1,5 dl vand
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
lidt kanel og vanille (eller hvad man lyster)
ca. 3 spsk god kakao (eller mere)
rørsukker efter behov (jeg brugte ca. 1,5 dl)
chokolade og nødder efter lyst (jeg brugte mørk 70% og ristede græskarkerner)

1. Start med at røre chiafrøene ud i vandet - de skal udgøre ægget i dejen. De skal helst stå omkring 10 min for rigtigt at blive klistrede.

2. Bland alle de tørre ingredienser så kakaoen er jævnt fordelt og uden klumper. Gem nødder   og chokoladestykker til sidst
3. Bland de våde ingredienser (husk chiafrø) undtagen mælken. Der må gerne være klumper af bananstykker tilbage i massen.
4. Hæld de tørre ingredienser over i de våde og bland rundt. Herefter tilsættes mælk til en passende konsistens. Dejen skal ikke være tynd, men må gerne minde om lidt tynd havregrød.
5. Bland til sidst chokoladestykker og nødder i, hvis de ønskes, og hæld dejen direkte i smurte forme.
6. Bages i midterste rille i ovnen ca. 12 min ved 200 grader varmluft. Husk at holde øje - tørre muffins er så kedelige, og de vil højest sandsynligt bage lidt videre efter, de er taget ud.
7. Afkøl på bagerist - husk at tage dem ud af formene efter ca. 5 min.


Næsten juleagtigt med 'sne' på

 Som sagt er denne uge virkelig travl for mig, og kærestemand står stort set for alt derhjemme pt. Kattebakke, opvask, madlavning og indkøb ligger fuldstændig på hans skuldre,  hvor vi normalt deles 50/50 (eller 60/40 men hvem gider diskutere petitesser og jeg kan jo godt lide at lave mad ;) )

Derfor ville jeg give ham en lille gave som tak for hjælpen - og for at holde mig ud når jeg er møgtræt og sukkerkold. Vi ELSKER begge to Toffifee (sponsorat Storck???) og har samme vane med først at bide chokoladen af, derefter lade indholdet smelte på tungen og til sidst pakke karamellen rundt om  nødden og knase. Derfor da jeg så denne i Fakta, måtte han da bare have den; selvom jeg ikke går ind for juleting før slut-November. Nu håber jeg bare, der falder lidt af til mig også - mon ikke??

Ingen kommentarer:

Send en kommentar