torsdag den 28. marts 2013

Bløde zucchini-spelt cookies med mørk chokolade og nødder



Min søster var på besøg i går...

Jeg har slet ikke set hende i alt, alt, alt for lang tid - ihvertfald to uger. men nu var Manden draget til Falster og påsken faldet over os, så nu skulle det være.

Foruden den aftensmad, som kommer i et senere indlæg, lavede jeg også disse cookies. Det var et totalt eksperiment, som jeg faktisk synes blev rigtig godt. Jeg kan endda bilde mig ind, at de er nogenlunde sunde disse kager. Jeg lehede lidt med banan og æblemos for at reducere sukker og fedtstof. Hvis man ikke gider den leg, kan man bare smide ca. 180 g smør i og øge sukkeret med ca. ½ dl vil jeg tro. Det er op til en selv. Ved at komme 1 spsk chiafrø i kan man også udelade ægget og gøre disse cookies totalt veganske. Æblemos kan man lave selv ved at koge æbler og blende dem eller købe den. Men køb nu en uden sukker!

Der er altså lagt op til fri leg - også med fyldet. ;-) Brug rosiner, lys chokolade eller hvad du nu lige elsker i disse kager. Jeg tilsatte salmiakpulver til den sidste halvdel af dejen bare fordi jeg kunne. Og det var godt.

Min søster spiste 4 cookies på trods af, at vi lige havde spist aftensmad. Så gode synes hun, de var!



ca. 24 stykker

Ingredienser:

2 dl speltmel
2 dl alm. mel
1,5 dl ruggryn
1 overmoden banan
90 g hjemmelavet æblemos
50 g smeltet kokosolie
2 dl rørsukker
1 æg eller 1 spsk chiafrø i 2 spsk vand
1 medium zucchini, revet
1 tsk vanille
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
1/4 tsk natron

100 g hakket mørk chokolade (72%)
50 g hasselnødder
1 tsk salmiak

1) Bland mel, ruggryn, sukker, bagepulver, salt, natron, og vanille i en skål.

2) Mos bananen og rør den sammmen med den smeltede kokosolie og æblemosen. Tilsæt den revede zucchini



3) Kom ovenstående blanding over i melblandingen. Tilsæt æg/chiafrø og bland rundt



4) Tilsæt nødder og den hakkede chokolade. Afsæt halvdelen af dejen på en bageplade; brug ca. 1 spsk til hver småkage.

5) Bland salmiakpulveret i den sidste halvdel af dejen og lav resten af småkagerne



6) Bages ca. 10-12 min ved 200 grader. Afkøl på bagerist.

7) Gem for eventuelle småsøskende!!!!



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar