mandag den 4. marts 2013

Kikærte-brownie



Da jeg ikke kunne deltage i noget gruppearbejde på uni i sidste uge havde jeg lovet tøserne at jeg ville bage noget kage. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave snegle med syltetøj, men da jeg alligevel havde sat kikærter over til hummus, kom jeg i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde læst en del om de såkaldte 'Bean Brownies'. Jeg researchede lidt på nettet for at få lidt en fornemmelse af mængder og hvilke fejl folk havde begået, og så kastede jeg mig ellers hovedkuls ud i det. 
Manden fik 1/3 del med til mandehørmsaften, og i følge ham blev de modtaget godt. Jeg har selv smagt en lille bid og de er ikke klassiske brownies - faktisk er de mere fudgeagtige. Mine fik lige 2 min for lang tid i ovnen så de krummede noget. Lektie - hold virkelig godt øje med dem fra ca. 12 minutters bagning. Mine fik 17 min, og det var altså lige i overkanten. Brug lys chokolade eller mere sukker, hvis du lyster. Disse mængder giver en ret mørk smag uden specielt meget sødme. En klat vanilleis til ville nok også gøre sig godt.

Før bagning


Ingredienser:


250 g kogte kikærter
80 g 70 % chokolade
1 spsk kokosolie
1 dl blåbærsyltetøj
1 dl rørsukker
40 g kakao
2 æg
½ tsk bagepulver
1 tsk kanel
½ tsk salt

1)Blend kikærterne til en fin mos. Tilsæt syltetøj og sukker og rør sammen. Tilsæt bagepulver, kanel, salt og kakao; rør igen. Massen bliver meget fast nu. Så bliver overarmene også trænet. ;-)

2) Hak chokoladen groft og smelt den sammen med kokosolien - f.eks i mikroovnen. Rør massen ensartet og hæld den langsom over i kikærtemassen, mens der røres kraftigt rundt.

3) Tilsæt til sidst de to æg og evt. lidt mælk, hvis dejen er for tyk.  Hvis man lyster kan man her tilsætte hakkede nødder etc til dejen. Kom over i et smurt fad.

4) Bag ca. 15 min ved 200 grader. Husk virkelig at holde øje med dem. Hellere lidt for kort tid end for lang tid.





Jeg glæder mig virkelig til at høre, hvad pigerne mener, og om de kan gætte, hvad der er i.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar