onsdag den 6. marts 2013

Empanadas med søde kartoffel og hvide kidneybønner

Så har jeg endnu en gang bevæget mig over i noget for at berige min frokost. Jeg skal dog være ærlig og indrømme, at jeg mest var motiveret af den faktor, som hedder fuck-nu-kom-jeg-til-spontant-at-købe-en-grøntsag-jeg-INTET-aner-om-hvad-gør-jeg!!! Jeg kom nemlig til i et øjebliks kådhed at købe to søde kartofler på markedet foran Torvehallerne. 





Så lå de ellers der på køkkenbordet og kiggede bebrejdende på mig i nogle dage. Jeg har selvfølgelig læst om 'Sweet Potato Pie', diverse pomfritter og rösti med disse fremmede beboere i mit køkken. Der var bare ikke rigtig noget, der lige fængede an. Indtil jeg så denne opskrift på Cooking Light.

Nu har jeg jo allerede en gang lavet samosas, så hvorfor ikke prøve en omgang empanadas. Konceptet er jo mere eller mindre ens. Jeg ændrede selvfølgelig lidt i opskriften, men er selv rigtig tilfreds med resultatet.  Kønne er de bestemt ikke i denne omgang - jeg havde nemlig temmelig travlt- så det med at lave perfekte cirkler til at folde om fyldet måtte altså lige gå lidt fløjten. De bliver ihvertfald nydt på madpakken de næste par dage.





  • Dejen:

  • Ingredienser:

  • 100 g fuldkornsmel
  • 150 g alm. hvedemel
  • 3/4 tsp salt
  • 1 dl raspolie 
  • 1 spsk eddike
  • 1 letpisket æg
  • koldt vand

  • 1) Rør alle de tørre ingredienser sammen i en skål
  • 2) Tilsæt de våde ingredienser og ælt sammen. Der tilsættes herefter så meget vand, at dejen bliver til en sammenhængende lind masse. Ælt godt igennem
  • 3) Lad hvile mindst 1 time i køleskab, mens fyldet laves.
  • 4) Del dejen i 10 lige store dele. Rul ud til en cirkel. Kom en klat fyld på og fold sammen, så der dannes en halvmåne.
  • 5) Pensl alle empanadas med æg og bag ved 220 grader i ca. 12-15 min
Fyld:

Ingredienser:

2 mellemstore søde kartofler
  • 200 g kogte kidneybønner
  • 1 finthakket løg¨
  • 1 fed hvidløg, presset
  • ½ tsk chili
  • 1½ tsk cajunkrydderi
  • ½ tsk salt
  • frikkværnet peber
1) Kog møre og mos dem godt. Man kan også halvere dem og bage dem i ovnen.
2) Tilsæt de resterende ingredienser og smag til.
3) Spis, når de er færdigbagte.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar