torsdag den 20. december 2012

Bagt risotto al nero di seppia med svampe-ærtesalat


Forleden skulle der lidt forkælelsesmad på bordet. Kærestemand laver nemlig eksamensopgaver i øjeblikket og er noget hængt op.

Jeg gik derfor i køkkenet og kreerede ovenstående tallerken. I efteråret var jeg i Firenze og Rom og købte nogle små risottoposer. Blandt dem var en risotto al nero di seppia, som altså er lavet med blæksprutteblæk! 
I risotten rørte jeg ovnbagte tomater. De blev lavet ved at skære 400 g store, duftende tomater i ottendedele og sætte dem i ovnen samtidig med, at jeg alligevel bagte boller. Her fik de ca. 1,5 timer i alt. (Jeg jeg slukkede for ovnen efter ca. 40 min og lod dem stå på eftervarmen - starttemperaturen var 220 grader varmluft). Samtidig ovnbagte jeg også 500 g rensede champignoner - de skulle bruges i salaten. Jeg krydrede, hverken tomater eller champignoner, da de skulle indgå med deres rene smag i sammenhæng med andre ingredienser. 

Her kommer opskriften på den ovnbagte risotto:

Ingredienser:
1 finthakket  løg
2 fed hvidløg i skiver
150 g nero di seppia risottoris
 0,5 L grøntsagsbouillon plus ekstra til at spæde op med
ovnbagte tomater af 500 g tomater
Groftrevet parmesan

1) Steg løget ved middelvarme til det bliver glasklart. Tilsæt hvidløg og steg videre 1 min..


2) Tilsæt risottorisene og steg dem et par minutter. Tilsæt den halve liter bouillon og rør rundt.
3) Lad risene koge videre ved svag varme og indtil næsten alt væsken er væk. Spæd op med et par dL bouillon indtil risene er møre. Husk at røre rundt ind i mellem, så det ikke brænder på.
4) Når risene er møre tilsættes de ovnbagte tomater og hele blandingen hældes i en form beklædt med bagepapir . Drys med parmesan


5) Bag retten i ca. 20 min ved 200 grader varmluft og server.



Vi fik følgende salat til. Den er vendt med ærtepuré, som og er god bare til dip eller som smørelse i sandwich. Man kan variere den på uendelige måder;  jeg lavede på følgende måde:

Ingredienser:

250 g optøede frosne ærter
2 spsk. græsk yoghurt
1 fed hvidløg
½ bundt purløg
Lidt cayennepeber eller chili
salt og peber

1) Alle ingredienser blendes sammen til en grov masse som smages til. Nemt ;-)

Salaten blev så lavet som følger:

Ingredienser:

1 romainesalat
Ovnbagte svampe (500 g før de kom i ovnen)
ca. 50 g ærter
1 dl ærtepuré

1) Salaten grofthakkes og blandes med de øvrige ingredienser


Virkelig lækkert måltid som Kærestemand roste til skyerne. han tog endda to gange af salaten - så ved jeg, at jeg har ramt rigtigt. Det ser rigtig nemt at lave men kræver lige lidt tid. Men det ser mere kompliceret ud på tallerkenen, end det egentlig er.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar