tirsdag den 25. december 2012

Hjemmelavede julegaver - del 2




Gæt hvad der også kom i de hjemmelavede julegaveposer?? Er det ikke lige til at se på de ovenstående billeder??

KARAMELLER!!!

De blev med hhv. lakrids med mørk chokoladeovertræk, appelsin og vanille. De er inspireret af Piskerisets skønne opskrift på ølkarameller, som kan findes her.

Vi lavede de 3 udgaver som følger. Fremgangsmåden er helt ens, men I får lige en ingrediensliste for hver af portionerne.

Appelsinkarameller:

1 dåse kondenseret mælk, ca. 395 g
120 g smør
5 spsk appelsinsirup (til overs fra at have lavet karameliserede appelsinskaller)
150 g rørsukker

Lakridskarameller:

1 dåse kondenseret mælk
120 g. smør
50 g brun farin
100 g rørsukker
3 spsk. Lakridssirup (Vi brugte sød fra Johan Bülow)

Vanillekarameller:

1 dåse kondenseret mælk
120 g smør
150 g rørsukker
2 spsk. vanilleessens

1) Alle ingredienserne kommes i en gryde over svag varme og opvarmes indtil sukkeret er opløst.
2) Der skrues op for varmen, så massen begynder at koge. Herefter skal der røres konstant, så massen ikke brænder på. Karamellerne skal koge alt efter, hvor bløde karameller man vil have. Vores lakridskarameller fik ca. 20 min. hvilket jeg synes var perfekt, men de to andre portioner fik 15 min, og de blev altså meget bløde. Evt. smid en lille snert i et glas koldt vand for at efterprøve konsistensen.
3) Kom bagepapir i nogle forme og hæld massen heri. Afkøles i minimum 4 timer.
4) Skær karamellerne ud i firkanter i passende størrelser og pak dem ind f.eks i bagepapir.







Ovenfor er mine (åbenbart) meget benede hænder i gang med at dyppe lakridskaramellerne i mørk chokolade



Og mere dyppearbejde.




Mums mums.







Rene lækkerier til afkøling



Og så skal der pakkes ind!!


Min smukke søster i arbejde


En (meget) lille bid af udbyttet - jeg tror, vi havde omkring 150 karameller!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar