søndag den 31. marts 2013

Cafe N på Nørrebro




Puha, den er svær den her anmeldelse!! Jeg har sjældent været hevet i så forskellige retninger, efter at have været ude at spise. På den ene side er denne lille hyggelige cafe i Blågårdsgade på Nørrebro bare fuldstændig anbefalesesværdig, og på den anden side side, har jeg ikke lyst til nogensinde at sætte mine fødder der igen. Forvirret?? Det er jeg..

Men lad mig fortælle, hvorfor jeg er så ubeslutsom:

Min søster havde købt et værdibevis på to gange vegansk brunch gennem Tipster, og som den dejlige pige hun er, inviteret mig med. Vi besluttede os for at vandre til Nørrebro i det skønne solskin skærtorsdag, så vi kunne ankomme kl. 12. Vi var udmærkede godt klar over, at det kunne betyde lidt ventetid, når nu bordreservation ikke var foretaget (og vist nok heller ikke er muligt). 

Vi ankom på slaget 12 og smuttede ind i den proppede café. Der stod allerede to ældre damer foran os i en lille kø på at få et bord, men sådan er det. Her kommer så mit første kritikpunkt. Serveringen bød os ikke velkommen og sagde: Der er lidt ventetid. Nej, vi blev fuldstændig ignoreret, og det samme gjorde den pige som stod og skulle betale, så hendes bord kunne blive overgivet til de næste i køen. 10 min gik der, før hendes tilstedeværelse blev givet nogen form for opmærksomhed (vi blev stadig ignoreret) på trods af, at der faktisk stod en og baksede med en juicepresser på selve disken. De kunne ikke undgå at se hende! Til os:  Ikke en gang et lille smil blev det til eller et undskyld for ventetiden. Det er da for ringe.

Nåh, efter 20 min fik vi endelig et bord - som vi selv ryddede for brugt service-, og min søster bestilte ret hurtigt heldigvis. Nu havde vi ligesom også stået deroppe og flagret i noget tid. Vi fik at vide, at der var ca. 15-20 min ventetid på maden og købte derfor nogle dadelkugler, da vi var ved at gå i gulvet. Til info lider jeg meget af svimmelhedsanfald, når mit blodsukker falder, og det var sgu ved at blive lidt kritisk, da jeg fik morgenmad kl. 6.

Drikkevarerne fik vi med det samme. Min søster fik en friskpresset appelsinjuice med ingefær og jeg en kop te. Desværre var der så meget ingefær i juicen, at ingen af os overhovedet kunne drikke den. Op og stå i kø 5 minutter igen, men heldigvis byttede de den til bornholmsk (!!) saft uden problemer.




Dadelkuglerne var virkelig lækre og bløde. Dem kunne jeg godt guffe i uendelige tider. Og heldigt det samme, for maden lod vente på sig.



Tiden den gik og gik. De første 20 min var hurtigt overstået, men vores mad var ingensteder at se. Folk, som havde siddet i restauranten, da vi kom, begyndte først at få serveret nu. Søs og jeg begyndte at grue noget for vores tomme maver. Kl blev 13 - en time efter vi var kommet-  og stadig ingen tegn på mad. Servitricen vimsede rundt, men kom kun med drikkevarer og kunne ikke svare på, hvornår vores mad ville komme. Ikke videre fedt når man sidder med knurrende mave. Da min Søs rejste sig for at gå på toilettet, kom hun forbi køkkenet. Hun overhørte en samtale derude mellem kokken og servitricen. Det viste det sig, at den enlige pige bag 'gryderne' var vikar og havde aldrig stået alene i køkkenet før. Samtidig var hun fuldstændig løbet tør for mad! Den stakkels pige anede ikke, hvad hun skulle give os at spise, for der var bare intet mad tilbage. Det er bare på ingen måde i orden! Hverken for de ansatte eller kunderne. Der er altså en ejer derude, som virkelig skal tage sig sammen og sørge for både at uddanne sine servitricer i service og information, men også sørge for, at der er nok mad købt ind. De må jo vide, at når man lancerer sådan et brunchtilbud, at så strømmer folk ind. Jeg var temmelig harm, da jeg fik dette at vide.

Til gengæld skal den søde kok bare have ros for se, hvad hun fik trukket ud af ærmet - godt nok 1 time og 20 min efter vi var ankommet:




Det var bare en helt fantastisk brunch! Vi fik cashewcreme med blåbærgranola, en vanillecreme af en slags, falafler med en superlækker sauce til, tofuomelet med kartofler, en avokadosandwich, frugt, æbletærte og endnu en dadelkugle. Mums siger jeg.

Alting smagte bare fuldstændig fantastisk! Specielt falaflerne og æblekagen faldt i god jord hos mig, mens min Søs var helt oppe i skyerne over vanillecremen og omeletten. Vi sørgede for, at fortælle pigen, hvor lækker maden virkelig var og, hvor mætte og tilfredse vi var. Det havde hun virkelig fortjent, for det var da op ad bakke for hende den dag. Jeg håber virkelig, at hun fortsætter derude, for mad kan hun ihvertfald godt lave.

Alt det ovenstående er grunden til, at jeg er så splittet imellem at give stedet mine anbefalinger og bede enhver holde sig væk. Maden var FANTASTISK, mens hvis pigen kun var vikar, er det jo svært at vide, om standarden er sådan altid. Til gengæld var servicen virkelig ikke god; man kan sgu ikke bare ignorere folk, som kommer ind i ens café! Det mindste er da et smil og et goddag. At vente 1 hel time på mad uden lidt information eller undskyldning er altså også lige under målet i min verden. Det må det altså strammes op på.

Sagen er den, at min søster faktisk købte to gange værdibevis ved en fejl, og derfor skal vi ind og spise på Café N igen. Jeg er ret spændt på at se, hvad stedet byder på anden gang; så kan der ihvertfald komme styr på, om det er værd at besøge tredje gang også.

Jeg rapporterer selvfølgelig.. ;-) og krydser alt for at vores dårlige service var en engangsforestilling. Jeg vil så gerne så gerne kunne lide dette sted!!!

fredag den 29. marts 2013

Raw chokoladekonfekt med lakridskaramel

Glædelig påske!!!!

Se hvad min søde svigermor har givet mig:



Mums, mums - det skal nok blive fortærret snarest. Specielt, fordi jeg pt. har enormt meget ondt af mig selv. Jeg er nemlig blevet syg - hvilket jeg aldrig er. Kærestemand blev næsten helt forskrækket. Vi har været kærester mere end 2,5 år, og lige så langt tid vi har været sammen, har jeg sluppet for sygdom; to kæmpe influenzapidemier til trods. Nu skulle det åbenbart være, og jeg er gået ned med et brag. Jeg nåede heldigvis at lave disse raw chokolader, før jeg blev forvist til sofaen.



De her er seriøst noget af det lækreste, der nogensinde er kommet ud af mit køkken! Jeg skal virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at trøstespise hele molevitten. Chokoladen er bare lige, som jeg vil have den; mørk og ikke for sød med et strejf af havsalt. Karamellen er fløjlsblød og med så mange forskellige smagnuance,r at jeg ville skulle bruge en hel A4side for at beskrive dem. Derudover er de veganske, raw og pænt sunde. Ihvertfald indeholder de kun naturlige ingredienser fra køkkenskabet, men kaloriefattige er de altså ikke! Og det skal de da heller ikke være - det er jo påskechokolade for pokker. De er ihvertfald meget bedre end diverse discountpåskeæg. Jeg er sikker på, at man ved at justere på sødmen af selve chokoladen også sagtens kan få børn til at spise disse. Karamellen burde ihvertfald ikke være noget problem. ;-)



Kort sagt: Lav disse her og del dem med nogen, du holder af! Jeg har lavet 50/50 med vanillekaramel og salmiakkaramel, da Kærestemand ikke er den største fan af lakrids. Men elsker du lakrids, så tilsæt det; du vil ikke fortryde det. Man kan selvfølgelig tilsætte andre krydderier, som man vil og lyster. 

Et lille tip - jeg tror karamellen her vil være fantastisk i hjemmelavet is. Man kan bare røre mere vand i for en mere flydende konsistens. Jeg tror også, jeg vil prøve at lave snegle med den.

En lille note angående chokoladens sødning. Jeg brugte Steviapulver, selvom opskriften sagde agavesirup. Jeg havde kun en lille smule honning tilbage og hellere ville bruge den i karamellen. Næste gang vil jeg bruge honning eller agave, da min chokolade blev ret tynd. Den frøs dog pænt. Om almindelig sukker kan bruges, ved jeg ikke, men jeg tror i det mindste at flormelis vil være okay.

Oprindelig opskrift herfra




Chokolade:

Ingredienser:

100 g kokosolie
55 g kakao
½ dl agavesirup
lidt havsalt

1) Smelt kokosolien enten i mikrobølgeovn eller over vandbad.

2) Tilsæt agave, salt og siet kakao og rør massen ensartet.

3) Hæld halvdelen af op i passende forme og sæt dem i fryseren ca. 10 min, mens karamellen laves. Resten holder sig fint flydende på bordet.





Karamel

125 g bløde dadler
2 spsk solsikkekerner (gerne ristede)
1 spsk kokosolie
2,5 spsk flydende honning
2 spsk vand
½ tsk vanille
salt
lidt revet tonkabønne
evt. 1-2 tsk salmiakpulver

Valgfrit pynt: nødder, rosiner, diverse tørret frugt etc.

1) Kom dadler, solsikkekerner, kokosolie og honning i end skål og blend det. Jeg brugte en stavblender. Massen skal være så ensartet som muligt.



2) Kom vand i og blend igen indtil den ønskede konsistens opnås.

3) Rør vanille, tonkabønne og salt i og smag til. Tag halvdelen af karamellen fra og kom det i en frysepose.



4) Rør resten af karamellen med salmiak, indtil den ønskede smag fås. Kom også i en frysepose.



Samling

1) Tag bundene ud af fryseren. Skær et hul i hjørnet af fryseposen og brug det til at 'pipettere'   karamellen oven på chokoladebundene. Gentag med lakridskaramellen (På andre bunde selvfølgelig).



2) Læg nødder, tørret frugt etc på nu, hvis du ønsker. Jeg brugte en hasselnød til nogle af mine. Brug en ske til at fordele resten af chokoladen ovenpå karamellen, såleden at den indkapsler karamellen fuldstændig.




3) Sættes i fryser og opbevares her. Ellers smelter chokoladen.

4) Udvis bedre selvkontrol end jeg, eller giv som væk som et alternativt påskeæg. De kan godt klare sig indpakket et stykke tid; bare de komme på frost igen og ikke klemmes.


Rigtige snaskefingre



torsdag den 28. marts 2013

Bløde zucchini-spelt cookies med mørk chokolade og nødder



Min søster var på besøg i går...

Jeg har slet ikke set hende i alt, alt, alt for lang tid - ihvertfald to uger. men nu var Manden draget til Falster og påsken faldet over os, så nu skulle det være.

Foruden den aftensmad, som kommer i et senere indlæg, lavede jeg også disse cookies. Det var et totalt eksperiment, som jeg faktisk synes blev rigtig godt. Jeg kan endda bilde mig ind, at de er nogenlunde sunde disse kager. Jeg lehede lidt med banan og æblemos for at reducere sukker og fedtstof. Hvis man ikke gider den leg, kan man bare smide ca. 180 g smør i og øge sukkeret med ca. ½ dl vil jeg tro. Det er op til en selv. Ved at komme 1 spsk chiafrø i kan man også udelade ægget og gøre disse cookies totalt veganske. Æblemos kan man lave selv ved at koge æbler og blende dem eller købe den. Men køb nu en uden sukker!

Der er altså lagt op til fri leg - også med fyldet. ;-) Brug rosiner, lys chokolade eller hvad du nu lige elsker i disse kager. Jeg tilsatte salmiakpulver til den sidste halvdel af dejen bare fordi jeg kunne. Og det var godt.

Min søster spiste 4 cookies på trods af, at vi lige havde spist aftensmad. Så gode synes hun, de var!



ca. 24 stykker

Ingredienser:

2 dl speltmel
2 dl alm. mel
1,5 dl ruggryn
1 overmoden banan
90 g hjemmelavet æblemos
50 g smeltet kokosolie
2 dl rørsukker
1 æg eller 1 spsk chiafrø i 2 spsk vand
1 medium zucchini, revet
1 tsk vanille
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
1/4 tsk natron

100 g hakket mørk chokolade (72%)
50 g hasselnødder
1 tsk salmiak

1) Bland mel, ruggryn, sukker, bagepulver, salt, natron, og vanille i en skål.

2) Mos bananen og rør den sammmen med den smeltede kokosolie og æblemosen. Tilsæt den revede zucchini



3) Kom ovenstående blanding over i melblandingen. Tilsæt æg/chiafrø og bland rundt



4) Tilsæt nødder og den hakkede chokolade. Afsæt halvdelen af dejen på en bageplade; brug ca. 1 spsk til hver småkage.

5) Bland salmiakpulveret i den sidste halvdel af dejen og lav resten af småkagerne



6) Bages ca. 10-12 min ved 200 grader. Afkøl på bagerist.

7) Gem for eventuelle småsøskende!!!!



mandag den 25. marts 2013

'Raw' cookie-snacks

Så blev Amedei - Toscano Black brugt.... Til cookies!!!









Altså, hvis man skal være fuldstændig regelret så er disse småkager overhovedet ikke 'raw'. Ubagte er måske et bedre udtrykt. Jeg bruger nemlig både, kogte kidneybønner, ristede solsikker og mandler og ikke-rå chokolade. Det er så fy-ha-skamme, hvis man er totalt raw-fooder.

Jeg skal være årlig at indrømme, at det der raw-food er noget af en joke i min vennekreds (som tæller indtil flere fødevare-studerende). Hvad er det lige, folk regner med at 42,1 grad gør ved maden, som ikke allerede sker, når vi kommer den ned i pH 1,8 i maven?? Og for slet ikke at tale om at føde skal være nedbrudt for overhovedet at kunne optages over tyndtarmen. Kroppen bruger byggesten i maden til at opbygge egne proteiner og enzymer - den stjæler dem sgutte direkte fra maden. Det er lidt ligesom Paleo (seriøst, hvem vil leve som en i stenalderen - de blev 30 år!!!) og Lene Hansson (don't even get me started). 





Men, men, men - det gode ved de her ting er at 1) nogle mennesker bliver faktisk noget sundere af at komme på disse kure og 2) mange af dem indeholder faktisk enormt lækre opskrifter.

Jeg har snuset lidt rundt på nettet og gik så til sidst i køkkenet for at lave min egen udgave, De er ret let at lave dem til ægte raw. Erstat kidneybønner med banan, lad være med at riste nødderne og brug rå chokolade og sukker. Bum færdig. 

Tonkabønner kan erstattes af ½ tsk. vanille. Udblød den tørrede frugt i nogle timer, hvis ikke den er rigtig godt blød. Jeg fik ca. 25 stk - og nogle case-fatalities undervejs. ;-)



Ingredienser:

100 g kogte hvide kidneybønner
120 g blødt tørret frugt  (Jeg brugte dadler og abrikoser)
1 lille banan
1 dl solsikkekerner
½ dl mandler
1 lille revet tonkabønne
1 dl rørsukker
2 dl ruggryn - eller havregryn
lidt salt 
50 g god mørk chokolade

10 g kakao

1) Blend banan, tørret frugt, kidneybønner, 1 dl ruggryn og solsikkekerner til en fin masse.



2) Tilsæt mandler og resten af ruggrynene og blend kort, så der stadig er noget tekstur. Tilsæt evt. lidt vand

3) Rør sukker, salt, tonkabønne og hakket chokolade i. Hvis massen er meget blød kommes den på køl.


4) Form halvdelen af dejen til valnøddestore kugler.

5) Rør kakao ud i resten af dejen og form den til kugler også.

6) Opbevares på køl i en 3 dages tid eller i fryser.






lørdag den 23. marts 2013

'Meyersk' broccolisalat


Nej, hvor er jeg bare træt af sne og sne og sne og sne og sne. Jeg synes ellers at marts startede ud så flot, men det er da gået noget tilbage siden. Jeg er tilbage i ekstra sokker, strømpebukser og skiundertøj igen. Suk - jeg drømmer mig frem til sommeren. Og så var det endda forårsjævndøgn forleden.

Nåh, alt brokkeri til side. Jeg er ret stor fan af kogebogen 'Meyers Salater'  - og også generelt af Claus Meyer. Jeg ville ønske, at jeg havde råd til at handle mel og andre gode sager hos ham (dem???) jævnligt. Ofte bliver det bare til at stå og sukke foran disken med kager i Magasin. Men om 1 år når jeg er færdiguddannet og 7-9-13 får et arbejde, så er det slut med bare at kigge!

Jeg lavede denne salat med inspiration fra bogen, men valgte at skifte lidt ud med, hvad der lige var i gemmerne. Men lige meget hvad, så er denne bog virkelig anbefalelsesværdig at anskaffe sig. Smukt fotograferet; lækre ,spændende og velsmagende salater, som dog kræver lidt specialingredienser til tider. De fleste  kan fås i Meyers butikker, Magasin eller på nettet.




Manden og jeg fik salaten til hans überformidable falafel, stegte champignon og små cherrytomater. Det gav da lidt forår i køkkenet. ;-)

Broccolisalat

Ingredienser

1 stor broccoli
3 dl krydderurter - jeg brugte karse, purløg og basilikum
2 fintsnittede forårsløg
2 spsk ristede solsikkekerner
3 spsk ristede mandler
2 spsk citronsaft
1 dl græsk yoghurt
1½ tsk rørsukker
1 fed hakket hvidløg
lidt vand
salt
peber

1) Start med at skære buketterne fra blomkålen og del dem i mindre stykker. Skær stokken i små bidder. Blancher hele molevitten i saltet vand i ca. 1-2 min. Hæld i dørslag og skyld med koldt vand



2) Bland citronsaft, yoghurt, hvidløg, solsikkekerner, rørsukker og forårsløg med hinanden. Tilsæt evt en lille smule vand hvis det bliver for tykt. 



3) Hak kryderurterne og tilsæt. Smag hele molevitten til med salt og peber.


4) Vend broccoli og mandlerne i salaten. Smag om der skal mere salt i evt. Server og nyd lidt forår.




torsdag den 21. marts 2013

Hjemmelavet sushi

Lidt rodebunke at se på - men sååå lækkert

Søndag skulle Kærestemand og jeg forkæles lidt. Jeg skrev eksamensopgave hele sidste uge, og han var travlt optaget med alle de mange koncerter, han skal til at spille. Alt i alt betød det, at da vi kom til søndag havde vi nået at spise sammen en gang i den foregående uge. Da vi lige som også kun havde fået spist sammen to gange i de to foregående uger, skulle der altså lige bruges lidt kærestetid. Det blev så kæreste-sushi-tid.




Det er faktisk utroligt let at lave sushi. Det eneste, man skal huske, er, at det kræver en bambusmåtte, og at risene skal sættes over om formiddagen/morgenen. Men de tager kun 40 minutter fra start til slut, så det kan ordnes, mens morgenmaden spises,og madpakken laves. Selve det at lave rullerne tager kun ½ time.

Opskrifterne her er til 2 personer, plus frokost dagen efter. Eller bare 3 personer. ;-)
Vi havde 5 forskelligt slags fyld i 4 store og 1 lille makirulle. Man kan jo lave lige det, man vil Kun fantasien sætter grænser, som man siger. Manden elsker røget laks, så det skulle han da have. Min favorit var den med mandlerne. 

Jeg lavede en ærtepure med basilikum og græsk yoghurt, samt en chilimayo bestående af 1 spsk græsk yoghurt, 1,5 tsk mayonnaise og ½ tsk sriracha til at smøre i rullerne. Jeg er nemlig ikke den største wasabi-fan.



Risene:

Ingredienser:

300 g sushiris
3 dl vand
1,5 tsk rørsukker
1 tsk salt
4 spsk riseddike

1) Skyld risene og udblød dem i rigeligt varmt vand i 20 min Hæld vandet fra. Kom de 3 dl vand og kog risene i 10 min med låg på.

2) Rør sukker, riseddike og salt sammen til salt og sukker er opløst.

3) Når risene er færdige afkøles de 10 min, og eddikeblandingen tilsættes og røres rundt. Hvis man er hjemme er det en god ide at røre med jævne mellemrum i risene, mens de køles ned. Jeg har læst et sted, at man ikke må komme sushiris på køl. Det gør jeg altså- har simpelthen for meget fødevaresikkerhedskursus-traumer til at lade være. Jeg tager dem bare ud igen ca. 1 time før, jeg samler rullerne.

Samling af sushi:

1) Læg nori-arket på bambusmåtten og tag ca. 1/5 af risen op og fordel jævnt over tangen. Efterlad ca. 1 cm fri kant længst væk fra dig selv.



2) Midt på risen lægges fyldet. Lad være med at komme for meget i - så bliver sushien svær at samle. Husk at fordele lige meget på midten og i siderne.

3) Sushien samles ved, at man holder på fyldet samtidig med, at man holder fyldet på plads. Så ruller man langsomt rullerne stramt om sig selv. Tjek youtube - der er rigtig mange gode videoer om, hvordan man gør. Husk - øvelse gør mester. ;-)

4) Læg rullen til at hvile sig på et fad, men de resterende ruller laves og skær så i skiver.

5) Server med soja og  syltet ingefær.





Her er det fyld vi fik i:

Fyld 1:

40 g røget laks
Et par tynde skiver avokado
Agurkestrimler
Ærtepuré



Fyld 2:

Chilimayo
Agurkestrimler
Avokado



Fyld 3:

Ærtepuré
Agurkestrimler
Ristede mandler
Havsalt




Fyld 4:

Ærtepuré
Srirachasovs
Gulerodsstrimler
Avokadoskiver



Fyld 5 (som jeg glemte at tage billede af):

1 spsk Levevis hvidløgsost
40 g laks
Agurkestrimler


Jeg håber, at det giver lyst til at prøve det selv. Det kan ihvertfald anbefales, og så er det hyggeligt at stå og finde på fyld sammen.  Alt efter hvor dyre ingredienser man køber til fyld, er der altså virkelig mange penge at spare. Jeg tror, max det her måltid har kostet 50 - 60 kr i alt. Normalt giver vi 300 kr når vi køber sushi hos den lokale.




tirsdag den 19. marts 2013

En lille anbefaling - the Bronx


Ret kort-

Hvis du er i nærheden af Nørrebro så er the Bronx på Nørrebrogade altså et godt sted at få en burger.

Restauranten ligger lige ved Runddelen og er bare super hyggelig. Jeg var der med arbejde forleden. For en vegetarburger med refill cola -116 kr. Det er da ganske okay. Man vælger selv hvad man vil have som dip og tilbehør. Jeg valgte rodfrugter og aioli. Super lækkert men næste gang skal jeg helt sikkert have onion rings. Jeg så dem lige ved nabobordet og fik 10 sekunders madmisundelse.




Der findes et hav af forskellige burgere så kødspiserne er bestemt kræset for. Vegetar-'bøffen' var bare bagt selleri - så er Halifax sgu mere opfindsomme, men skidt pyt. Bollen var så lækker og smurt med en super hummus med mandler i. Ellers var der alt det typiske tilbehør i. Jeg gik meget mæt og tilfreds derfra. Hvilket var ret heldigt, da aftenen endte på Understellet. Albani Classic er forresten en ganske udmærket øl, kan jeg sige. ;-)

søndag den 17. marts 2013

Spinat-'souffle' med gedeost og karse, samt forårssalat.



I går havde jeg lyst til rigtig forårsagtig mad. Kulden hænger godt nok temmelig stædigt fast i luften, men solen har da i det mindste skinnet nogenlunde vedvarende den sidste uges tid, Hvis man da ikke lige med regner det der overraskelses-snevejr, vi lige fik i København.

Forår for mig er lette retter med lækre salater i grønne farver og godt brød. Denne ret har også karse med! I  in verden er der intet som erantis, vintergækker og karse der bare skriger, at foråret er på vej.



Om det her kan kaldes en rigtig souffle, aner jeg faktisk ikke. Men den rejser sig pænt i ovnen og har en superlækker luftig og blød konsistens. Jeg er fan, og det samme hilser manden og siger, at han er. 

Køb nu en god gedeost at komme i. Det er så simpel en ret, at der skal bare gode ingredienser i. Vores er en gede-gouda fra ostehandleren. Man kan selvfølgelig komme mere ost i end vi har, hvis man ønsker eller bruge andet end ged, hvis det ikke lige falder i smagen.



Brødet er fra il Fornaio og er købt til halv pris i Irma. Jeg elsker simpelthen deres koncept med at sætte prisen ned på varer tæt på udløbsdato. Jeg er sikker på, at det giver mindre madspild i sidste ende.

Spinat souffle med gedeost og karse:




Ingredienser:

6 æg, delt i hvider og blommer
½ pose frossen spinat, tøet
1 forårsløg i skiver
50 g smuldret gedeost
½ tsk pimento chili
1 tsk salt
Friskkværnet peber
Friskklippet karse

1) Tryk væden ud af spinaten og hak den groft. Kom æggeblommerne i en skål og pisk dem let sammen.



2) Vend spinat, forårsløg, salt, peber, pimento chili og ost op i blommerne og rør massen ensartet.




3) Pisk hviderne, så de bliver luftige og stive, men ikke helt faste. Jeg plejer at tænke candyfloss.

4) Vend hviderne forsigtigt med resten af æggemassen og kom over i et smurt ovnfast fad.




5) Bag ved 200 grader ca. 20 min. Server drysset med karse.


Forårssalat:



Til denne salat købte jeg ramsløgpesto på tilbud i Netto. Økologisk fra Svansø til en flad 10'er. Det er sgutte dårligt. Ramsløg minder mig helt vildt om gåture med mine forældre i Dyndalen på Bornholm. Når ramsløgen blomstrer i foråret, dækker den hele skovbunden og dufter helt vildt. Det savner jeg ved at i Hovedstaden.

150 g ærter
1 bakke baby leaves
½ iceberg
1 agurk
1 spsk græsk yoghurt
2 spsk ramsløgpesto
20 g ristede solsikkekerner
salt og peber

1) Rør pesto med yoghurt og salt og peber. Tilsæt evt. lidt vand.

2) Skær agurken i firkanter og skyld og hak salaten. Rør salat, agurk og ærter sammen med dressingen.

3) Fordel solsikkekerner over og server.