Viser opslag med etiketten rabarber. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rabarber. Vis alle opslag

søndag den 23. juni 2013

En forsinket fødselsdagsrapportage og rabarber/solbærsnitter

Den 10. juni blev jeg 21 år (ahem, for 5. gang). Jeg var jo stadig i seriøst eksamensmode, så fejringen blev gemt til dagens læsning var overstået. Jeg blev dog modtaget af mine søde veninder med følgende morgen fejring:

Jeps, det er nosseballoner og selvlysende penissugerør. Vi bliver nok ældre, men vist aldrig rigtig voksne. ;-)

Manden og jeg mødtes ved Nørreport sent om eftermiddagen -så skulle vi have frozen yoghurt!, Sønderjyden har lovprist My FroYo Cup i Fiolstræde helt vildt meget. Så den skulle vi selvfølgelig prøvekøre. Og skuffet blev jeg bestemt ikke. Der er alverdens forskellige smage og toppings. Jeg er generelt mest til den neutrale eller den med vanille. Jeg har smagt  flere af deres frugtsmage (en veninde kom forbi med en kæmpe bøtte til deling blandt os flittige mennesker, mens eksamenslæsningen stod på), men de er alt for søde til mig. Deres chokolade er ret god også. Og så er det jo bare at gå toppingamok:


Det er vel ens fødselsdag. Manden valgte vanille og neutral og pøsede jordbær og jordbærsirup på, men jeg nåede desværre ikke at få et billede. Til gengæld er hans bagdel hermed foreviget. ;-)

Det er godt, det ikke ligger på Amagerbrogade!!!

Efter at have hygget rundt i indre by et par timer gik turen hjem til Amager og Nikko Sushi, hvor aftensmaden blev bestilt fra:



SE hvor søde de er:



Der er tegnet flag på min tangsalat. Alt i alt en rigtig skøn og perfekt dag.





Jeg skulle selvfølgelig have kage med til vores afsluttende time i det fag vi har fulgt. Denne faldt nemlig tilfældigvis lige på min fødselsdag. Min dejlige moar havde et par dage forinden afleveret et kæmpe glas hjemmelavet solbærsyltetøj og jeg havde selvfølgelig også resten af mit rabarbermarmelade, så jeg valgte at kaste mig over Meyers hindbærsnitter. De var faktisk lidt mere besværlige at lave end jeg først troede, men smagte virkelig skønt. Her er de i  en meget let modificeret form:

Solbær/rabarbersnitter



Ingredienser:

375 g hvedemel
200 g rørsukker
60 g mandler
½ tsk vanillepulver
275 g smør
1 æg

150 g rabarbermarmelade
200 g solbærmarmelade
1 æg til pensling

1) Kom rørsukker og mandler i en kværn eller foodprocesser og kør det til et fint mel. Jeg måtte gøre det af to omgange.



2) Bland mel og vanille i blandingen. Skær smørret i tern og bland det hele sammen med hænderne til du får en ensartet masse. Kom til sidst ægget i. Dejen er SINDSSYGT blød og ret svær at arbejde med faktisk. Hviler i 1 time i køleskabet -oprindeligt 30 min, men jeg synes godt den kunne være koldere.




3) Del dejen i to lige store dele. Læg hver del mellem to stykker bagepapir og rul den ud til en passende tykkelse. Det er smart at bruge en bradepande som mål for stykkernes størrelse. ;-)



4) Læg den ene bund på bradepanden (med det ene bagepapir stadig på imst. til fjollede mig) og fordel marmeladen ovenpå.  Læg herefter den anden bund ovenpå, således at mest muligt af marmeladen dækkes (fjern først det ene, og når bunden er på plads, det andet stykke bagepapir). Hvis dejen hænger ud over nogle steder, fjernes det forsigtigt og bruges til at lappe huller.




5) Klap forsigtig på dejen således at luftbobler presses ud og forsejl enderne med hinanden. Stik mange gange med en gaffel over hele kagen. Pensl med det letpiskede æg og bag ved 190 grader i 25 min.



6) Afkøl og skær i passende stykker. Spis kanterne (kvalitetssikring) og opbevar resten i lufttæt beholder i køleskabet.






fredag den 31. maj 2013

Rabarbermuffins... og klynk.



At sige at jeg har travlt i øjeblikket, er en underdrivelse af dimensioner. 

Hele sidste uge lavede vi griseoperationer, farmakokinetikforsøg og adfærdsforsøg på mus. Derudover har vi to rapporter og en poster-session til på fredag, samtidig med at eksamen lurer lige om hjørnet. Mandag d. 17 for at være præcis. På en eller anden måde skal jeg have klemt eksamenslæsning ind i de herkl.  8.00-16.00/17.00 dage. Og jeg ANER ikke hvordan.

Desuden stresser jeg generelt bare over den eksamen - vi skal op hos 4 mennesker på en gang! Og to af dem er mine specialevejledere (som godt nok er nogle fantastiske, søde og rare mennesker), hvem jeg selvfølgelig gerne vil imponere. Kan I huske den der scene i Harry Potter, hvor Mrs. Figg skal vidne for HP i forbindekse med at han brugte magi for at skræmme dementorer væk? Sådan føles det!!!!

Derfor bliver der nok noget stille her på bloggen det næste stykke tid - jeg laver forresten more or less  heller ikke mad pt, sååå. Men jeg har lige i går købt årets første vandmelon. Så den vil jeg trøstespise sammen med den pose Pandalakrids (den blå!), som min dejlige kæreste købte til mig forleden, da jeg var helt i kulkælderen.

Men nok eksamensbrok og klynk. Her kommer ihvertfald et par rigtige forårsbebudere i rabarbermuffins. Dem kunne jeg passende forkæle min søster, som er rigtig syg med kyssesyge, med. Jeg fik 8 stk.

Rabarbermuffins



Ingredienser:

1 banan
1,5 spsk kokosolie
120 g rabarbermarmelade
60 g græsk marmelade
45 g chokolade, hakket
75-100 g rørsukker (alt efter hvor sød din banan og marmelade er)
100 g mel
1 æg
2 tsk bagepulver
½ tsk vanille
lidt salt

1) Smelt kokosolien og mos bananen og rør det sammen. 

2) Rør sukker, bagepulver, mel og vanille sammen

3) Tilsæt de øvrige ingredienser til banan-olie-blandingen og rør rundt.



4) Kom dejen i smurte forme og bag ved 180 grader varmluft i ca. 15 min


søndag den 26. maj 2013

Rabarber-marmelade

SÅ ER DET MIT INDLÆG NUMMER 100!!!!

Yay, siger jeg bare. PÅ en måde havde jeg faktisk aldrig troet, at jeg ville blive ved med at have denne blog. Jeg er notorisk for at have et meget kort attention-span -bare spørg kærestemand-, og jeg bliver let distraheret og skal prøve noget nyt. Men her er jeg, og jeg satser da bestemt på flere hundrede indlæg mere.



Et sådan 'jubilæum' skal selvfølgelig fejres. Hvad kan være mere forårsagtigt og festligt end rabarber?? Jeg elsker virkelig rabarber. Den syrlige smag er bare virkelig en himmerig mundfuld, så da jeg i går fik muligheden for at købe følgende bundt rabarber for 20 kr(!!!!), slog jeg til. Ja, de er en smule trætte, men så længe det bare var til indkog af marmelade, var det rimelig lige meget. Hvis man skal lave kage, er det en helt anden sag.



Jeg eksperimenterede lidt med smagen, så i grundmarmeladen er ingefær, kanel og tonkabønne, mens jeg til det ene glas tilsatte 2 tsk lakridspulver. Jeg tænker, det vil gøre sig godt i en kage med hvid chokolade.. ;-)

Jeg har lovet min søster et enkelt glas, og resten skal spises med græsk yoghurt og til pandekager. Ihhhh, jeg kan næsten ikke vente. Jeg er helt sikker på, at jeg nok skal nå lidt flere rabarber-opskrifter, før sæsonen er ovre.



Jeg skolder forresten altid mine glas lige før jeg kommer marmelade i og så skylder jeg dem enten med atamon eller bare noget whiskey. I dette tilfælde blev det JackD. ;-)

Rabarbermarmelade

Ingredienser:

1 kg rabarber
ca. 200 g rørsukker (smag dig frem)
1 kanelstang
1 revet tonkabønne
5 cm revet ingefær
2 tsk lakridspulver

1) Fjern toppen og skyld rabarberne. Skær dem i 1 cm tykke skriver og kom dem i en gryde med de andre ingredienser undtagen lakridspulver.



2) Bring gryden i kog under omrøring, indtil rabarberne begynder at smide vandet. Skru ned på lavt blus og lad dem simre, indtil marmeladen når den konsistens du ønsker. Husk at smage, hvor meget sukker der skal til. Det kan virkelig variere.



3) Hæld marmeladen på rene glas. Rør evt. lakridspulver i. Stil dem direkte i køleskab, mens de stadig er varme.




Med lakrids: