Viser opslag med etiketten marmelade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten marmelade. Vis alle opslag

søndag den 26. maj 2013

Rabarber-marmelade

SÅ ER DET MIT INDLÆG NUMMER 100!!!!

Yay, siger jeg bare. PÅ en måde havde jeg faktisk aldrig troet, at jeg ville blive ved med at have denne blog. Jeg er notorisk for at have et meget kort attention-span -bare spørg kærestemand-, og jeg bliver let distraheret og skal prøve noget nyt. Men her er jeg, og jeg satser da bestemt på flere hundrede indlæg mere.



Et sådan 'jubilæum' skal selvfølgelig fejres. Hvad kan være mere forårsagtigt og festligt end rabarber?? Jeg elsker virkelig rabarber. Den syrlige smag er bare virkelig en himmerig mundfuld, så da jeg i går fik muligheden for at købe følgende bundt rabarber for 20 kr(!!!!), slog jeg til. Ja, de er en smule trætte, men så længe det bare var til indkog af marmelade, var det rimelig lige meget. Hvis man skal lave kage, er det en helt anden sag.



Jeg eksperimenterede lidt med smagen, så i grundmarmeladen er ingefær, kanel og tonkabønne, mens jeg til det ene glas tilsatte 2 tsk lakridspulver. Jeg tænker, det vil gøre sig godt i en kage med hvid chokolade.. ;-)

Jeg har lovet min søster et enkelt glas, og resten skal spises med græsk yoghurt og til pandekager. Ihhhh, jeg kan næsten ikke vente. Jeg er helt sikker på, at jeg nok skal nå lidt flere rabarber-opskrifter, før sæsonen er ovre.



Jeg skolder forresten altid mine glas lige før jeg kommer marmelade i og så skylder jeg dem enten med atamon eller bare noget whiskey. I dette tilfælde blev det JackD. ;-)

Rabarbermarmelade

Ingredienser:

1 kg rabarber
ca. 200 g rørsukker (smag dig frem)
1 kanelstang
1 revet tonkabønne
5 cm revet ingefær
2 tsk lakridspulver

1) Fjern toppen og skyld rabarberne. Skær dem i 1 cm tykke skriver og kom dem i en gryde med de andre ingredienser undtagen lakridspulver.



2) Bring gryden i kog under omrøring, indtil rabarberne begynder at smide vandet. Skru ned på lavt blus og lad dem simre, indtil marmeladen når den konsistens du ønsker. Husk at smage, hvor meget sukker der skal til. Det kan virkelig variere.



3) Hæld marmeladen på rene glas. Rør evt. lakridspulver i. Stil dem direkte i køleskab, mens de stadig er varme.




Med lakrids:




mandag den 24. december 2012

Hjemmelavede julegaver - del 1

GLÆDELIG JUL!!!!!


 

 
 
 
Så blev det endelig dagen, hvor vi alle skal smovse i lækkerier og kaste os ud i det cirkus som kaldes gaveuddeling. Jeg holder jul med Søs, forældrene, Brormand og Nevøen i sommerhuset. For ikke-vegetarerne står menuen på and og flæskesteg og selvfølgelig brun sovs af både and og flæskesteg. Søs og jeg smovser i svampe-nøddepostej med vores egen vegetariske sovs lavet på grøntsager. Vi får allesammen to slags hjemmelavet rødkål ( en rå med appelsin, æbler, abrikoser og mandler og en wokket med granatæble-balsamico og paranødder), pestokartofler og brune kartofler samt asier, rødbeder, cornichioner og syltede agurker. Til dessert risalande, hvor min mor stadig insisterer på at alle får en mandelgave - sådan er det. Traditionerne er på plads - juletræet pyntes d. 24. om formiddagen; hvert år ser vi også Disneys juleshow og smovser i hjemmebagte brunkager, chokolade og hjemmelavet konfekt. Jeg gør en dyd ud af at spise min egen vægt i chokolade - og sørger derfor også for at komme ud på nogle løbeture med hunden. Det har vi begge godt af. I år var det endda ud at løbe i sne!
 
 På de fleste måder er vi vel, som de fleste familier- bortset fra vegetarmaden. ;)
 
Da min søster og jeg boede hjemme (min bror er mange år ældre end os på trods af at vi har de samme forældre alle tre), havde vi altid faste traditioner på de 4 adventssøndage. Der blev lavet juledekorationer, bagt småkager, lavet marcipan og julepynt på hver sin dag. Nu må vi gøre det hele lidt mere koncentreret.
 
Den 23. bagte vi derfor småkager og lavede marcipan. Desværre fik jeg ikke taget billeder af produktionen - jeg var travlt optaget. ;-) Hvert år laver Søs en gris i kagedej og en mus i marcipan. Farmand og jeg masseproducerer. En spøjs tradition egentlig - jeg kan hverken lide marcipan eller nougat- men så kan jeg jo snacke på mandler og chokolade.
 
I stedet for vores familieskødstraditioner mødtes Søs og jeg og lavede hjemmelavede julegaver. Det gjorde vi i onsdags; tirsdag aften havde Søs lavet 75 chokolade cookies - hun var blevet færdig kl 2 onsdag morgen:
Det her billede yder simpelthen ikke disse fantastiske cookies ære.
 
 
Hun laver virkelig de BEDSTE cookies nogensinde. De er så gode, at vi bruger dem som valuta, når jeg gør hende tjenester: Det kommer til at koste en omgang cookies!
 
Hun nægter at give mig opskriften med den simple begrundelse, at det giver hende så stor glæde at lave dem til mig, at det vil hun ikke undvære. Så kan man jo ikke andet end at blive blød i knæene!
 
Til julegaverne lavede vi også følgende æblemarmelade,. Opskriften har jeg fået på en lap papir af Fynboen og siden modificeret til min egen smag.
 
 
Ingredienser- meget stor portion!!!:
 
3 kg danske æbler
ca. ½ L vand
ca. 400 g rørsukker (mere eller mindre efter hvor søde æblerne er)
2 kanelstænger
7-10 hele nelliker
1 tsk vanillepulver
1 tsk kardemomme
400 g valnødder
300 g abrikoser i strimler
 
1) Skræl æblerne, fjern kernehus og skær dem i ottendedele
2) Kom alle ingredienser undtagen abrikoser og nødder i en stor gryde og lad det småkoge i ca. 1,5 timer. Kom evt. mere vand ved.
3) Rist nødderne let og kom dem og abrikoserne i gryden og kog videre i ca. 30 min.
4) Skold syltetøjsglas og skyld dem evt. med atamon og kom marmeladen i. Den kan også sagtens fryses i fryseposer.


 
 
I morgen viser jeg, hvad vi ellers lavede i køkkenet. :) Hav en rigtig dejlig aften med dem I elsker.