søndag den 17. februar 2013

Restaurant Viva

Det er nok gået de færreste forbi, at i denne uge er det 'Copenhagen Dining Week'. 3 retter for 200 kr pr. person inkl. en  flaske Pellegrino til deling to mand i mellem. Bum...

Dette skulle selvfølgelig udnyttes og fredag aften var Manden og jeg på Restaurant Viva med Moes og Finnen. Det var faktisk vores allerførste parmiddag, hvilket vi jokede meget om. Grunden til at valget lige faldt på Viva var at det var stort set det eneste sted, hvor jeg kunne spise. Jeg måtte tage fiske-spise-ja-hatten på, men det passede mig egentlig fint nok. Langt de fleste restauranter ved CDW serverer mad tilpasset vores kødspisende kultur, så udvalget var ikke det store. Jeg blev dog virkeligt positivt overrasket over maden på Viva. Super, lækker og meget mættende. Stedet kan helt klart anbefales.


Til forret fik vi urtemarineret laks med rå jordskokker,grønne æbler og urtemayonnaise. Dertil blev serveret det lækreste, bløde brød med smør til, Nøj, det smagte godt. Laksen var simpelthen så mør, og dens fedme blev perfekt balanceret ud af æblerne og jordskokkerne. Kærestemand taler stadig om denne ret i begejstrede toner. 

Tjek forresten lige den utroligt smukke tallerken. Den ville jeg virkelig gerne have hjem i mit køkken. Jeg fik bare ikke spurgt, hvor den var fra.





Hovedretten var porcheret torsk med muslingefrikassé af sæsonens grøntsager, samt bittesmå kartofler. Sæsonens grøntsager dækkede i dette tilfælde over bl.a. gulerødder og porrer. Over maden var drysset rugknas, som i panisk øjeblik fik mig til at tro, at der var bacon på. Selv dengang for snart mange år siden, da jeg stadig spiste kød, kunne jeg ikke få mig selv til at sætte tænderne i bacon. Jeg hader virkelig bare lugten og smagen! Så lettelsen var selvfølgelig stor, da tjeneren præsenterede retten.
Denne ret var klart min yndlings. Torsken var blød som smør, grøntsagerne havde godt bid og en kraftig smag af muslinger. Jeg overvejede seriøst at slikke skålen ren! Men damen ved bordet bag os sendte i forvejen underlige blikke vores vej, så valgte at opføre mig pænt.




Desserten bestod af citronsorbet med tykmælksskum, knuste småkager og marengs. Jeg er ikke jordens største citron-elsker, men er sikker på at folk, som elsker citron vil være helt i himlen med denne dessert. God kraftig citronsmag, som blev balanceret smukt ud af tykmælksskummet - hvilket klart var min farvoritdel. 



Alt i alt en dejlig aften. Betjeningen var sød og opmærksom, selvom de havde rigtig travlt, og tempoet var fint. Vi ankom kl. 20 og gik ca. 22.10; stopmætte.

Det er faktisk første gang jeg for alvor er ude at spise 3-retters menu på restaurant. Normalt kan jeg ikke spise mere en en hovedret og evt. delt forret, men det var bestemt en skøn oplevelse. Jeg skal helt sikkert tilbage til Restaurant Viva!

Bagefter tog Manden og jeg til Ungeren, hvor han skulle spille med sit black-doomprojekt. Den cykeltur fra Amager var ihvertfald tiltrængt! Drengene var som sædvanlig totalt fede; superskøn aften alt i alt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar