fredag den 16. november 2012

Kandiserede appelsin/mandarinskræller og suppe


Dagen i dag bød på selvmedlidenhed - dog i mindre grad end i går - HPV-vaccine, biblioteket hygge med Fynboen, kartoffel-jordskokkesuppe og kandiserede appelsinskræller.

Først vil jeg gerne sige, at jeg er vildt glad og stolt over at bo i et land, som gratis giver HPV-vaccine til ihvertfald en del af sin indbyggere (at drenge ikke får det er en længere og meget politisk diskussion, som jeg ikke har tænkt mig). Det er da fantastisk, at man har et samfund som selv under en global krise vælger at bruge penge på sådanne tiltag. Go Go!!! Jeg har haft kræft i den nærmeste familie og ved hvor utroligt opslidende det er, så det, at staten forhindrer ihvertfald nogle tilfælde gennem vaccination er fantastisk, synes jeg.

Efter vaccinen røg jeg en tur på biblioteket, hvor jeg bl.a. kom hjem med Tamora Pierce: Mastiff. Jeg har nydt de to foregående bøger i serien og er allerede dybt bgravet i denne.

Jeg lavede desuden kandiserede appelsin/mandarinskræller, som et slags tidligt julekonfekt-eksperiment. Jeg sjussede mig frem og kom frem med følgende opskrift:


Ingredienser:

skrællerne fra 1 appelsin og 5 mandariner skåret i tynde strimler
saften fra ovenstående frugter
2 dl vand
3 dl sukker

1) Læg skrællerne i en gryde; dæk dem fuldstændig med vand og lad dem koge i ca. 15-20 min. Dette fjerner bitterhed. Dræn vandet fra
2)Rør sukker, saft og vand sammen med appelsinskallerne og lad det koge i ca. 1 time
3)Fjern skallerne fra siruppen og lad dem tørre på bagepapir. Gem sirup og brug den f.x. i cocktails, kager, oven på is etc.

Man kan vende de tørre skræller i mørk chokolade, hakke dem og bruge dem i konfekt eller kager. Kun fantasien sætter grænser. Mine bliver nok vendt i mørk chokolade. 

Til aftensmad fik vi denne suppe:


Den smager bedre end den ser ud



Ingredienser:
1 stort fintsnittet løg
2 fed hvidløg i skiver (eller flere)
750 g kartofler, vasket og skåret i tern
750 g jordskokker, vasket og skåret i tern
et splat æblecidereddike
ca. 1 l grøntsagsbouillon
3 laurbærblade
ca. 10 karryblade
sort peber
karry
garam masala
salt

1) Svits løg og hvidløg i ca. 10 min over middel varme
2) Tilsæt kartofler og jordskokker og svits yderligere 5 min under omrøring.
3) Tilsæt bouillon, æblecidereddike, laurbærblade og karryblade og lad det koge indtil grøntsagerne er møre. Ca. 30 min.
4) Her kan man tage gryden af varmen og lade den stå og trække smag hele dagen eller fortsætte direkte
5) Fjern karry- og laurbærblade og blend suppen. 
6) Varm suppen godt op og smag til med de krydderier, du foretrækker.
7) Server med brød til og evt. en klat creme fraiche




Undskyld billederne - vores spisebord har ingen direkte lampe over, og fotografi er ikke min stærke side. Det sidste billed viser hjemmelavet tofu , som er vendt i majsmel, salt og oregano og stegt på panden. Ikke videre kønt da det faldt fra hinanden. Næste gang laver jeg det i ovnen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar