tirsdag den 2. april 2013

Bygkernesalat med broccolipesto og nødder


Her er så den aftensmad, jeg bød min søster på aftenen før vores tur på Café N. Svampepatéerne er de samme som disse, så dem kommer der ingen opskrift på.

Den første salat er bare gulerødder og spidskål rørt med en yoghurt-tahindressing. Simpelt og bare til for at give lidt fyldighed.

Til gengæld kommer her opskriften på et køkkeneksperiment, som, jeg selv synes, blev super vellykket. Søs roste også maden generelt, hvilket jo altid gør en glad. ;-) 

Jeg spiste rester til frokost de følgende dage og var ret godt tilfreds med det.



Bygkernesalat med broccolipesto:

Ingredienser:

1 broccoli med stok
2 dl bygkerner
½ bundt basilikum
50 g ærter
1 spsk yoghurt
½ tsk cayenne
1,5 tsk hvidløgssalt
25 g ristede nødder - jeg brugte en blanding af mandler og hasselnødder



1) Skyld kernerne grundig og kog dem i rigeligt, saltet vand ca. 20 min. Hæld vandet fra og lad dem køle ned.

2) Del broccolien i buketter og stok. Skær stokken i små tern og kog dem i rigeligt vand, til de er helt møre ca 10 min. Dræn vandet fra og køl ned.

3) Del buketterne i mindre stykker og blancher dem kort i spildkogende vand. Skyld med koldt vand og vend med bygkernene.




4) Kom stok og de resterende ingredienser undtagen nødder op i en skål og blend det hele sammen til en ensartet pesto. Tilsæt evt. mere vand eller yoghurt. Smag til.






5) Vend pestoen med broccoli og kerner og drys nødderne hen over.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar