torsdag den 9. maj 2013

'Raw' cookie dough cookies og forår i København


Der er så smukt ved Stadsgraven, når solen skinner! Disse billeder er faktisk fra 1. maj, men jeg synes alligevel at jeg ville dele dem med jer. Jeg elsker, at foråret endelig er her, og jeg rent faktisk har smidt både vinterjakken og støvlerne på loftet! Det var da bestemt på tide.



På mit studie var vi tvangsindlagt til at møde til undervisning den 1. maj, så mens alle andre fejrede dagen i Fælledparken, sad jeg og holdet på vores pind til toksikologiundervisning.



Jeg havde rimelig ondt af mig selv, så da jeg kom hjem ud på eftermiddagen, gik jeg en lang tur og lavede så disse 'raw' cookies. Helt teknisk set er de ikke raw, men det er rimeligt let at bruge ingredienser, som opfylder kravene, hvis man absolut skal være korrekt. ;-) 

Jeg har bare brugt de ingredienser ingredienser, jeg lige havde lyst til; man kan bruge de nødder, som man vil og f.eks tilsætte citron eller appelsin i stedet for vand, hvis man lyster. Leg med det.

'Raw' cookie dough cookies



Ingredienser:

100 g bløde dadler
3 dl havregryn
1 dl mandler
1 dl cashewnødder
40 g chokolade (jeg brugte gudhjælpemig en med Oreo i fra Wien)
1/4 tsk vanillepulver
1/4 tsk salt
lidt vand

1) Sæt dadlernei blød i vand i ca. 20 min. Dræn.



2) Blend nødder og havregryn til mel. Tilsæt dadler, vanille og salt og blend. 



3) Tilsæt en smule vand, indtil dejen får en konsistens, hvor den kan trilles til kugler. Tilsæt den hakkede chokolade

4) Tril dejen til kugler og opbevar dem i fryser eller køle skab.

fredag den 3. maj 2013

To simple salater til foråret

Jeg er simpelthen så vred!!!!! En gang i mellem fatter jeg simpelthen ikke andre mennesker - hvad fanden foregår der i deres hoveder altså. 

Min søde kæreste blev forleden frarøvet sin mobiltelefon og dankort. De var fandme 10 mod ham og hans kammerat. Jeg synes bare, det er så uretfærdigt og utroligt små mennesker, som gør den slags ting. 
Heldigvis skete der dem ingenting, fordi de bare udleverede hele møget med det samme. Men det kunne være gået rigtig galt. Så selvom de 4000 kr. de nåede at hæve, før han fandt en telefon og fik lukket kortet nok betyder. at vi ikke kommer til Budapest til sommer, så er jeg bare lykkelig for, at han kom uskadt hjem. Nu venter vi på politirapport og banken, som skal afgøre om de vil dække tabet. Kryds fingre derude.

Nåh, men det har jo virkelig været nogle hektiske dage siden episoden, men her kommer lige to simple salater. De skriger forår i mit hoved.


Simpel forårstomatsalat



Ingredienser:

500 g tomater
1 kugle mozzarella
1 bakke rucola
tangsalt
friskkværnet peber
god olivenolie
karse


1) Skær tomater og mozzarella i tynde skiver. Fordel ruculaen på et fad.

2) Læg tomatskiver og mozzarella oven på rucolaen.

3) Dryp god olivenolie over, Kom salt og peber på og slut af med karsen.


Vi spiste salaten med hjemmebagt brød og majspandekager til.



Blomkålssalat med spicy, salte nødder



Ingredienser:

1 hoved blomkål
1 bundt purløg
1 spsk citronsaft
1 spsk rapsolie
salt og peber

150 g cashewnødder
2 spsk honning
2 spsk havsalt
1 spsk pimento chili

1) Start med at riste nødderne på en varm pande. Når de er blevet brune i farven tilsættes honning og krydderier og der røres godt rundt i 3-4 min, så det ikke brænder på.


2) Lad nødderne køle af på en tallerken. Beklæd den med bagepapir - jeg glemte det og det er hamrende svært at få dem af igen.


3) Når nødderne er kølet godt af hakkes de med en kniv. Der er mere end rigligt til denne salat. Jeg brugte ca. halvdelen og snackede på resten. ;-)


4) Men nødderne køler af, hakkes blomkål mellemfint. Purløget hakkes fint og de blandes begge med de øvrige ingredienser.

5) Når salaten skal serveres drysses nødderne over.

onsdag den 1. maj 2013

Hvide bønner med ramsløg, gedeost, porrer og grillede artiskokker


Her er en rigtig forårs-hovedret. Inspirationen kommer fra River Cottage: Veg Everyday, men jeg har lavet noget om på opskriften. Jeg synes faktisk at det blev rigtig godt. Det er et ret let måltid, som vil gøre sig fint med dessert til bagefter.

 Måske en lang gåtur og så forbi Paradis I eller den lokale ispusher. Det ville ikke være dårligt. Eller jordbærtærte!!! Mums nu bliver jeg helt lækkersulten.

Nåh, men her er opskriften i hvertilfælde:


Hvide bønner med ramsløg, gedeost, porrer og grillede artiskokker:




Ingredienser:

400 g udblødte og kogte hvide bønner
2 store porrer
1 fed hvidløg
30 - 50 g fast gedeost
1 dåse artiskokker i vand
1 spsk tørret ramsløg
salt og peber

Tilbehør: Godt brød

1) Start med at dele artiskokkerne over i 4, skære porrerne i ca. 1 cm tykke skiver og høvl osten til fine flager.



2) Varm lidt olie på en pande og steg porrerne med middelvarme indtil de bliver bløde. Tilsæt de hvide bønner og ramsløg og steg videre.






3) Imens bønner og porrer steger, varmes en grillpande rigtig godt op. Pensl artiskokkerne med lidt olie og drys med salt og peber og steg dem ved høj varme, til de får pæne striber


5) Arranger nogle romainesalatblade på en tallerken og fordel bønner og porrer hen over. Læg de grillede artiskokker ved og drys med osten. Server med lækkert brød.


I mandags blev jeg forresten certificeret forsøgsdyrsdyrlæge. Det er fandme sejt at kunne sige. 4 eksamener har jeg tilbage til jeg bliver 'Doktor'. Skræmmende og super fedt på samme tid.



mandag den 29. april 2013

Hjemmelavet svamperavioli med glaskål-salat


En lille op skrift på en 'religiøs oplevelse' i følge min kæreste. Der er lidt arbejde forbundet med at lave disse ravioli selv, men heldigvis snydes der lidt ved at bruge wonton-wrappers i stedet for at lave hele molevitten selv.

Hjemmelavet svamperavioli


Ingredienser:

1 pakke wonton
750 g champignon
1 løg
50 g revet ost
2 spsk mælk
1 spsk tørret ramsløg
salt og peber

1) Husk at tø wonton'erne op i køleskab natten over.

2) Hak løget og steg det gyldent i lidt olie.

3) Tilsæt svampene og steg det hele forholdsvis hårdt, indtil alt vand er fordampet. Rør hyppigt rundt.

4) Tilsæt ost, mælk og krydderi og lad massen køle af.

5) Fordel halvdelen af wonton'erne ud på bordet og afsæt ca. 2 tsk fyld på midten. Overskydende fyld kan bruges som bund for raviolien eller som pålæg.


6) Dyp fingrene i vand og kør dem langs kanten af wonton'en. Læg en anden wonton over og klem godt sammen, så fyldet ikke kan slippe ud. Brug evt. lidt mere vand i kanten. Gentag med alle sammen.



7) Bring en stor gryde vand i kog og tilsæt dine ravioli i 'hold'. Kog ca. 3-4 min og brug en hulske til at fiske de færdige ravioli op, Server.






Glaskålsalat:



Ingredienser:

3 glaskål
25 g fast gedeost
2 spsk granatæble-balsamico
1 spsk rapsolie
1 tsk hyldeblomstsalt
lidt karse

1) Start med at skære bund og top af glaskålen, og skær den så fint ud på et mandolinjern. Riv også osten på dette eller brug en gulerodsskræller.


2) Bland balsamico, olie og salt i en skål.

3) Overfør 1/3 af glaskålen til en skål og hæld 1/3 af dressingen over. Drys med lidt ost. Gentag to gange og brug til sidst resten af osten. Drys med lidt karse og server.











søndag den 28. april 2013

Succes!!!! Franske kakao-macarons med hvid chokoladeganasche med lakrids eller gojibær

SÅ LYKKEDES DET!!!! Anden gang er lykkens gang...




Jeg er totalt lykkelig over, at det rent faktisk lykkedes mig at lave ordentlige (perfekte er nok lige at tage munden fuld) macarons. Tænk, at man kan blive så opkørt over en lillebitte småkage altså!

Store Bededag skulle manden og jeg til hans 'lille' fætters konfirmation, og i den forbindelse ville jeg så gerne give hans mor og farmor en lille sød gave. Jeg kastede mig derfor ud i macaron-eventyret endnu en gang, og heldigvis blev det en succes denne gang. Jeg valgte at lave to slags ganascher bare fordi, jeg havde lyst. Man kan sagtens lave en enkelt og så bare fordoble smagsgiveren eller vælge en helt anden. Jeg kunne forestille mig, at saltkaramel vil være glimrende. Eller evt. bare nutella, hvis man er til den slags.

Jeg er derfor klar til at komme med en opskrift! Desværre er det en som jeg har nedfældet på en lap papir på et tidspunkt, så jeg aner ikke, hvem opskriften 'tilhører'. Hvem du så end er - den er din!!! Jeg låner bare. Ganaschen er dog ren Stine-kreation. ;-)

Kakao-macarons med ganasche af hvid chokolade og lakrids eller gojibær

Ingredienser:

Kager:

200 g flormelis
112 g mandler
35 g sukker - jeg brugte faktisk økologisk rørsukker
3 æggehvider, stuetemperatur
2 spsk rigtig kakao 


Ganasche:



200 g hvid chokolade
1,5 tsk lakridspulver
1 håndfuld tørrede gojibær



1) Bland mandler og flormelis med hinanden og kør det til et fint mel i en foodprocesser eller lignende. Sigt melet og kør evt. rester en gang til.



2) Hvis du bruger æggehvider, som ikke har modnet mindst 24 timer i køleskab, så zap dem lige 15 sek i mikroovnen. Pas på, de ikke stivner. Det er altså vigtigt, at de er ved stuetemperatur, og enten har været slået ud allerede dagen før eller lige får den korte tur i mikroen.

3) Pisk æggehviderne til de danner bløde toppe. Tilsæt gradvist sukkeret og pisk, indtil æggehviderne er sås stive, at man kan vende skålen 180 grader uden, de falder ud.



4) Tilsæt 1/3 af mandel-flormelisblandingen og venden den grundigt i. Tilsæt resten og vend forsigtigt rundt, indtil blandingen er jævn. Det er bedre at blande for meget end for lidt.

5) Overfør blandingen til en sprøjtepose (ja, min er en gulerodsslikpose fra Tiger - den virker!) og sprøjt kager på ca. 3 cm i diameter ud på bagplader beklædt med bagepapir. Husk god afstand mellem skallerne.



6) Bank pladerne hårdt i  bordet et par gange, så eventuelle luftbobler frigives, og lad dem hvile mindst 1 time. Det forhindrer overfladen i at krakelere.



7) Bag i en forvarmet ovn. Her skal lidt trial-and-error til, men mine skal have 11-13 min ved 175 grader.

8) Overfør til rist og køl af.




9) Når kagerne er kølet af smeltes halvdelen af chokoladen over vandbad eller i mikroovn. Gojibærene tilsættes, og halvdelen af macarons får denne ganasche. Herefter smeltes resten af chokoladen, og lakridspulveret tilsættes (smag til så den ønskede styrke opnås) og røres godt rundt. Resten af kagerne får denne ganasche. Lad det hele stivne og spis så!








Se forresten hvad der kom ind af døren til mig forleden! 




Jeg fik 12 i min sidste eksamen og besluttede derfor at forkæle mig selv med disse to bøger fra en af mine yndlingskokke Yotam Ottolenghi. Jeg har allerede bogmærket flere opskrifter, som jeg glæder mig til at give mig i kast med. Mon ikke der kommer en enkelt eller to op på blokken.

Indholdsfortegnelse fra 'Plenty'

Forresten er der nu kun 5 eksamener (hvis alt går vel i morgen så kun 4!!!) til jeg kan kalde mig færdig dyrlæge. Hold op det er både skræmmende og fantstisk.

lørdag den 27. april 2013



En hurtig opskrift på nogle virkelig lækre majsboller med speltmel og chiafrø. De her var en totalt improviseret opskrift, som egentlig nok blev nogle af de pæneste boller. jeg nogensinde har lavet, og så smager de bare helt vildt godt!

Kærestemand og jeg fik en nybagt bolle hver til frokost. Det gjorde godt. Man kan sagtens udelade artiskok og mozzarella-fyldet. De er bare lavet, som en smart måde for mig at slippe for lidt af madpakkesmøringen, 
;-)



En bemærkning angående mængden af vand. Det er virkelig et ca.-mål. Jeg plejer at tilsætte vand lidt ad gangen, mens jeg ælter indtil jeg får den rigtige elastiske konsistens jeg gerne vil have. Mel er så forskelligt, at det bare er virkelig svært at sige, at man skal komme så og så meget vand i. 

Majs-chiaboller:

Ingredienser:

1 pakke tørgær
1 spsk salt
2 spsk chiafrø
600 g hvedemel
100 g spelt mel
300 g groft majsmel
2 spsk raspolie
ca. 1 L vand

Valgfrit: 1 mozzarella i 8 stykker og 4 dåseartiskokker, grundigt afdryppede og delt i halve.



1) Bland alle de tørre ingredienser godt og tilsæt så langsomt vand under æltning. Dejen skal blive blød og elastisk men ikke klistret.



2) Ælt dejen godt igennem på køkkenbordet i ca. 10 min. Kom tilbage i skålen, dæk til og lad hæve lunt ca. 1-1,5 timer.



3) Slå dejen let ned og del den i 4 lige store dele. Rul delen til ca. 20 cm lange lange pøl. Skær hver pølse ud i 4-5 boller. Hvis du vil lave fyldte boller tages 8 stykker fra. Resten rulles let runde og sættes på bage plade.



4) De 8 stykker flades ud, og der lægges et stykke ost og et stykke artiskok midt på. Dejen foldes rundt om fyldet, og hullet lukkes godt til.





5) Bollerne efterhæver tildækkede ca. 1 time. Bages i ca. 12 min ved 210 grader varmluft.